Et væld af forskellige EU-regler regulerer byggeri med træmaterialer – fra træerne i skoven til bortskaffelse af brugte materialer. For bedre at forstå, hvilke EU-forordninger, direktiver og initiativer, du bør hold øje med, bad vi to eksperter om at guide os gennem EU’s mange projekter og regler.
Læs med for at få et overblik over, hvordan det står til med træbyggeriet i Europa og forstå hvor vi er på vej hen, så du kan være et skridt foran!
Store forskelle mellem EU-lande
Kaster vi et blik på europakortet, er der stor forskel på, hvor mange og hvilken slags træbyggerier der findes i de forskellige lande. Denne variation hænger blandt andet sammen med klima, erfaring og traditioner, men også politik.
Et eksempel på en politik, der fremmer byggeri med træmaterialer, finder vi i Frankrig, hvor halvdelen af alle materialer brugt i offentligt byggeri skal være af træ eller andre bæredygtige materialer. I de nordiske lande lægges der vægt på et minimalt klimaaftryk fra byggeriet, hvilket indirekte også fremmer brugen af træmaterialer.
"I Danmark får du ikke en byggetilladelse, hvis dine udledninger er for høje," forklarer chefrådgiver Aila Janatuinen fra Finlands træindustriforening. "Når man holder øje med og begrænser klimaaftrykket, nyder træ som en eksisterende byggeløsning med en lille CO2-udledning generelt godt af det."
Petri Heino fra det finske miljøministerium henleder opmærksomheden på European Wood Policy Platform (WoodPoP), som Finland har lanceret i samarbejde med Østrig. 27 europæiske lande er nu at finde på platformen, hvor de udveksler erfaringer med at fremme brugen af træ.
"Dette er vigtigt, fordi træbyggeri befinder sig på meget forskellige stadier i forskellige europæiske lande," bemærker Heino, der som programdirektør for den finske regerings program for træbyggeri (2016-2023) har fulgt udviklingen i sektoren tæt.
På grund af kulturelle, geografiske og politiske forskelle fastlægges love, der er direkte møntet på træbyggeri, på nationalt niveau. EU udarbejder dog regler, der retter sig mere generelt mod sektoren. EU's klimainitiativer og andre indsatser har også stor betydning for, hvor attraktivt et byggemateriale træ er.
Lad os kigge nærmere på nogle af de mest væsentlige regler.